uge 9

Vi er begyndt at glæde os meget til at vi skal hjem nu, og vi taler meget om det, men nu er vi bestemt også begyndt at kunne se en ende på det, 1 uge mere i varmen, den skal bestemt nydes.

Denne uge har igen stået i ambulancens tegn. Vi (Henriette og Jeg)har haft aftenvagter 3 dage og dagvagt 1 dag, vi har haft nogle spændende men bestemt også hårde kald. Stine har i mandags også kørt ambulance og ellers været på operationsafdelingen de andre dage.

I tirsdags kørte vi med behandleren, han kørte i sin egen bil, da der kun var basic-reddere på alle ambulancerne, dvs. at vi blev kaldt ud til alle kald, uanset hvilken station der blev kaldt ud fra. Vi var ude til et kald hvor en mand var blevet bidt af en slange. Da vi kom frem var ambulancen begyndt at køre med ham, det er nemlig super vigtigt at man kommer hurtigt på sygehuset og får noget modgift, når sådan noget sker. Han var vågen og klar, på trods af at det var en meget meget farlig slange han var blevet bidt af. De havde slået slangen ihjel og havde den med i ambulancen så den kunne blive identificeret på skadestuen, det var en zebra slange, dens bid kan gøre at alt blodet i kroppen koagulerer (størkner) og det betyder at man dør ret hurtigt. Vi nåede dog med meget høj fart på, at komme på skadestuen. Slangen blev taget med ind, sammen med manden som hurtigt blev behandlet. Der var vildt kaos på hele afdelingen, alle var interesseret i at se slangen, så bahandleren gik gennem det hele og viste den frem, hvilket betød at alle flyttede sig skrigende, ihh, hvor han hyggede sig.

Dagen efter havde vi det kald som har fyldt rigtig meget i denne uge. En mand havde skudt sig selv i hovedet. Han var i live da vi kom ud til stedet og redderne startede behandlingen. Han var ekstrem udad reagerende, så det vi kunne bidrage med var at sidde på hans ben og holde hans hoved samtidig med at støtteventilere, så han kunne få noget ilt. Det gik rigtig stærkt, adrenalinen kørte på os og vi gjorde hvad vi kunne for at hjælpe redderne, ikke mindst med at gøre ambulancen ren bagefter for sikke da hvor den så ud. Vi har talt meget indbyrdes om episoden og ligeledes brugt vores pårørende, og vi er begge okay med det nu.

Sådan et kald er hverdag for redderne hernede, så det påvirkede ikke dem særlig meget, da vi kom tilbage på stationen spurgte alle om det var et nice kald vi havde haft, nice vil vi ikke kalde det, men en oplevelse også fordi manden overlevede.

Vores weekend er gået med en tur til etoscha, verdens største nationalpark. Vi har set løver, elefanter, giraffer, næsehorn, zebra og mange andre spændende og flotte dyr og taget en masse gode billeder som vi glæder os til at vise frem når vi kommer hjem.

Den sidste uge skal gå med at nå alt det vi ikke har nået endnu imens vi har været hernede, vi skal bl.a. ud og feste med brandmændene og se Windhoek bynight, vi skal spise frokost med vores danske kontakt Anette Forsingdal, og så skal vi selvfølgelig køre ambulance igen. Fredag og lørdag aften og nat, det skal vi fordi det er op til d. 1. nov. Og alle får løn, dvs. der er mere kriminalitet hvor folk bl.a. slås og ambulancen har derfor mere og lave. Det ser vi meget frem til at opleve, så endnu en spændende uge går os i møde.