Så gik endnu en uge, og vi har nu været her i tre uger.. I denne uge stod den på veer, fødsler, skrig og små fingre og tæer på fødeafdelingen – noget vi har set rigtig meget frem til alle tre, da vi elsker små børn! Personalets udseende og fremtoning er den samme, som vi så på ward 7B og the Recovery Room – der bliver læst avis og trykket taster på den private mobil konstant.. Uniformerne er fine, men kvinderne render rundt i høje hæle og mændene i laksko – jeg ville blive sindssyg, hvis jeg skulle lave en forflytning i høje hæle!!
På labour ward (fødeafdelingen) fik vi ikke lov til at gå sammen alle tre, da de mente, at det ville blive for mange studerende i samme rum – så lidt hensyn tog de til de fødende kvinder. Der blev pludselig kaldt på os ude fra gangen, og en sygeplejerske kom og hentede os, da en kvinde var i fødsel. Den unge pige på briksen var blot 19 år gammel, og hun var bange. Jordemoderen og Nefunga, en 2-års sygeplejestuderende, koncentrerede sig kun om selve fødslen – altså det, som foregik mellem benene på patienten – der blev hverken lagt våd klud på panden eller spurgt til eventuelle smerter.. Nefunga skulle klippe kvinden (den sygeplejestuderende skulle klippe!!!), da hun ikke åbnede sig nok – og hun skreg og skreg og skreg: ”HELP ME, HELP ME, HELP ME!” - og de hjalp hende ikke. Hun blev hverken beroliget eller noget. Ud kom dog en sund og rask lille pige, som hurtigt blev vist for moderen, inden hun blev lagt i en lille seng.. Vi er meget forundret over, at der absolut ingen glæde er på fødeafdelingen hernede – hverken fra mødrenes eller personalets side.. Ingen siger tillykke, og det synes som om, at mødrene ikke vil deres børn.
Moderkagen skulle fødes, og der skulle syes en masse, før moderen og barnet blev kørt videre til post-natal-afdelingen (barselsgangen).. Moderen fik en smule lokalbedøvelse, da hun skulle syes, men langt fra nok.. Hun klemte min hånd hårdere end Mette, som er flyskræk, gjorde under start og landing, og hendes tæer borede sig ned i madrassen, hver gang jordemoderen stak nålen gennem hendes hud – det var svært at se på, fordi det var tydeligt, at hun ikke var bedøvet nok. Efter godt en halv time blev den lille pige lagt til brystet, og moderen var totalt ligeglad – hun hverken smilede eller kiggede på sit barn! Faderen til barnet var ikke at se nogen steder på afdelingen. Måske kender den unge kvinde ikke faderen til barnet, hvilket er meget normalt i Namibia, da mange har flere forskellige seksualpartnere! Herudover er det ikke tilladt for mænd/kærester at opholde sig på fødeafdelingen - end ikke som støtte under selve fødslen – og det til trods for, at der på afdelingen hænger plakater på afdelingen med budskab om, at manden skal være en støttende partner! Det er mærkeligt at mændene ikke har adgang, for i DK tager man sig lige så meget af den kommende far, som man gør af den fødende kvinde på briksen..
Da amningen var etableret blev kvinden og barnet kørt til barselsgangen. Da Nefunga sagde farvel til kvinden var hans kommentar ”See you next time!” – det siger lidt om, at de bare vælter børn ud hernede.
Vi ønskede alle tre at se et kejsersnit, så en morgen gik vi en tur på operationsstuen for at sikre os plads til en af dagens planlagte kejsersnit.. Jeg havde forinden ikke set et kejsersnit – kun i TV, men jeg skal love for, at det ikke er det samme at se det i virkeligheden.. Patienten blev lagt i narkose – alt i mens ringer en mobiltelefon med dancemusik som ringetone – meget mærkeligt! Patientens arm falder på et tidspunkt ned af armlænet – ingen reagerer før 10 minutter efter! Lægen kommer ind på operationsstuen iført gummistøvler og ”nytårsbriller” og går straks i gang med at skære. Da der var skåret hul, og lægen prikkede hul på forsterhinden fossede vandet ud – hold da op der var meget. Herefter gik det ellers stærkt med at få den lille baby ud.. Og måden hvorpå det foregår, bør gøre, at en kvinde, som overvejer kejsersnit, overvejer det én gang til.. Der står to mand – en på hver side af briksen – og river i hud og mavemuskler for at gøre plads! Vi håbede inderligt, at de to trak lige hårdt, ellers var patienten endt på gulvet!
Udover alle de sunde og raske børn, som kommer til verden hernede, fik vi også set en lille mand, som ikke klarede den. Han blev født alt for tidligt – lægerne kunne ikke sige noget om hvor meget for tidligt. Det var fuldstændig vanvittigt at se et så lille menneske – han var næsten ikke engang et menneske – han var en smule gennemsigtig som om, at han langt fra var færdigudviklet - og hans hoved var mindre end en knyttet hånd.. Alt i mens der blev arbejdet på at redde den lille dreng, lå den nybagte mor mutters alene.. Ingen reagerer på de følelser, hun måtte have, når hendes nyfødte ikke græder, og læger styrter af sted med ham..
Vi har også været på post-natal-ward i løbet af ugen. Hygiejnen – same, same, same. En sygeplejerske sidder midt på kontoret og smører sine ben ind i fugtighedslotion.. Der er blod på gulvet på en af stuerne, det bliver ikke gjort rent.. En sygeplejerske rendte rundt med lange franske negle – en vanvittig bakteriebombe.. Tankevækkende egentlig da alle de nyfødte på afdelingen var forkølede.. Det kunne måske afhjælpes, hvis man ikke havde lange negle, og hvis man sprittede sine hænder, efter at have haft med et barn at gøre, inden man tager sig af det næste.. Vi så dog noget rigtigt – for første gang siden vi er kommet.. Termometeret blev sprittet af mellem hver måling – og dette til trods for at målingen foregik i armhulen!
En mor til tvillinger trængte til lidt fred og ro for en stund, så vi tog os af morgenbadet af de små. Hernede bader de børnene hver morgen.. Vi har aldrig badet en så lille før – eller givet en så lille ble og tøj på.. Men det gik super fint, og da dette var overstået, faldt børnene i søvn i vores arme – fantastisk!
I forhold til labour ward var der rent faktisk kærlighed i luften mellem mor og barn på post-natal-afdelingen.. Mødrene ville deres børn – det var tydeligt at se! Det var bare den totalt modsatte opfattelse, vi fik på labour ward! Måske skyldes det manglende engagement fra mødrenes side smerter og træthed på fødedagen, men alligevel.. Vil man ikke bare sidde og kigge på ens barn konstant de første timer??!
De helt små skulle vaccineres for at forebygge tuberkulose, som er meget udbredt hernede pga. den høje forekomst af HIV/AIDS.. Jeg husker tydeligt, hvor smertefuld netop denne vaccine var, og de små børn skrålede, da de blev stukket – puha! Vaccination af de små blev varetaget af en 2-års sygeplejestuderende.. Nu ved vi, at tuberkulose skal injiceres meget korrekt, for at den har den ønskede virkning.. I Danmark er det de færreste, som giver denne vaccine, da den er utrolig svær at ligge korrekt – og så er det en sygeplejestuderende, som gør det hernede, og ingen tjekker op på teknikken!!! Den sygeplejestuderende tog samtlige børn på afdelingen – en efter en.. I Danmark forestiller vi os, at man vaccinerer børnene, når de er vågne, i stedet for at vække dem, når de sover trygt og godt..
I denne uge blev det tid til en af de weekender, som vi har set rigtig meget frem til, nemlig en af vores planlagte weekendture. Braam, vores kontakt i Namibia, hentede os fredag over middag for derefter at sætte kursen mod hans farm nordøst for Windhoek – sådan ca. 200km! Vi standsede i udkanten af Windhoek for at købe forsyninger til weekenden, da der fra farmen er 140km til nærmeste by.. Turen til farmen var en oplevelse i sig selv – der var dyr alle vegne. Vi så vortesvin, aber, strudse, kudoer, æsler og giraffer..
Vi ankom til farmen ved 18-tiden – og hold da op sikke et sted - stor pool og dejlig stor seng.. Braam bad os smide taskerne, så vi inden solnedgang kunne nå en ”game drive”, som de kalder det.. Braam ønskede inderligt at vise os girafferne tæt på, men de ville ikke findes.. Selve turen rundt i bushen var fantastisk – og solnedgangen er altså bare ikke som i Danmark – den hernede er den afrikanske sol :) Da vi kom tilbage til farmen, skulle vi lige have lidt ekstra tøj på inden aftensmaden, og da vi tilfældigvis fik kigget ud af vinduet fra værelset, var dyrene lige ude foran. Der er et vandhul rimelig tæt på huset, hvor dyrene kommer for at drikke – særligt i de tidlige morgentimer og til aften.. Det er en fantastisk oase – og dyrene lader ikke til at være skræmt af vores tilstedeværelse, blot vi holder en vis afstand.
Weekenden gik med god mad, rødvin, godt selskab, solbadning og endnu to game drives i bushen.. Det er fantastisk så gæstfrie Braam og hans kone er.. Vi føler, at vi er på hotel – eller endnu bedre end det, for man får vidst ikke samme personlige service på et hotel.. Det skal også nævnes, at vi mødte endnu et medlem af familien, nemlig et vortesvin – magen til Pumpa fra ”Løvernes Konge”, som hver dag kommer til farmen for at få mad.. Vi skyndte os ud med kameraer, og vi fik da også nogle billeder helt tæt på – sikke et dyr, selvom det ”bare” er et vortesvin..
Weekenden har været rigtig god for os. Vi har virkelig fået slappet af og ladet batterierne op, så vi er klar til endnu en uge på Katutura Hospital..
-Stine