Uge 5 i Namibia

Denne uge har igen stået i skadestuens tegn, vi er blevet helt vilde med at være dernede, fordi vi dernede ser mange forskellige ting, og dårlige patienter. Vi har haft aftenvagt hele ugen, fordi der er mange studerende dernede om dagen, og der derfor ikke er til at komme til, samtidig med at skadestuen er fyldt op med patienter og Katuturas eget personale. Vi er blevet meget enige om at vi rigtig godt kan lide at have aftenvagter, vi kan sove længe og Jeg (Mette), kan nå at løbe inden det bliver for varmt, så det har været en god rytme for os.

Vi har haft en speciel oplevelse som har sat dybe spor i os. Vi står midt på gangen og Jeg (Mette) får kigget over på en seng, hvor efter jeg kigger på Henriette og udbryder: ”ej, jeg tror altså ikke jeg så rigtigt der”, hvorefter Henriette kigger og rigtigt nok, et lille barn med en meget lille krop og et kæmpe hoved på størrelse med en fodbold. Øjnene var helt trukket ind i hovedet -kaldet sunset eyes, det så helt forkert ud.

Vi kunne ikke lade være med at kigge, men havde det også dårligt med bare at stå der, så vi spurgte moderen, en ung mor på 19 år om vi måtte se hendes baby. Det var en dreng, han var 4 mdr. gammel, han var født fuldstændig normalt, men hans hoved var begyndt at vokse lige efter fødslen. Han havde det der kaldes et intra kranielt tryk, man ved ikke hvad det kommer af, men det kan helbredes ved at lægge et dræn fra hjernen og ned til maven, desværre bare ikke i ham den lille fyrs tilfælde. Lægen fortalte at der havde været specialister for at kigge på ham, men hans hoved var så stort nu, at det ikke kunne helbredes, han vil altså på et tidspunkt om kort tid dø af det. Det gjorde rigtig ondt i hjerterne på os, vores frustration var at moderen ikke havde reageret noget før, det var første gang hun var på sygehuset med ham, og der er altså langt fra et normalt 4 mdr. babyhoved og så til en fodboldstørrelse, men hun havde bare accepteret at han så sådan ud, sagde hun.

Vi har i denne uge mødt en ung og flink læge som rigtig gerne vil os, og som vi lærer en masse af, fordi han fortæller os alt hvad han fortager sig. Vi får også lov til at lave lidt for ham, assisterer ham når han bl.a. skal drænere abscesser (bylder), og Jeg (Mette), får også lov til at lægge venflon, det lykkedes næsten hver gang, og øvelse gør mester. Henriette giver intramuskulære injektioner i overarmen hvilket går fantastisk. Vi tager alle imod patienter og måler de vitale værdier, som blodtryk, puls, respiration og temperatur.

Vi har også mødt en paramediciner studerende som lærer os mange gode ting, han taler om morfin når patienterne har mange smerter, hvilket gør at vi står med armene over hovedet og jubler, han vil det bedste for patienterne, gør dem trygge, giver dem et smil og behandler dem som mennesker der har brug for hjælp, det er fantastisk at opleve, ham følger vi en del også, og han kan lide det, unge friske piger som laver lidt gas.

Dagene går hurtigt hernede lige nu, vi er beskæftiget hele tiden, der kommer hele tiden nye studerende i huset, lige nu er vi 17 så der er godt fyldt op. Stine og Jeg (Mette) har valgt at Købe os en luftmadras til poolen, vi skal jo nødig slås om de 5 stol der er og vi vil altså være sikke på, at vi kan nyde solen og varmen når vi har tid til det. Weekenden er gået med afslapning lige præcis ved poolen, og så har vi været ude og spise med de to svenske piger som vi har delt køkken med, fordi de rejser hjem mandag. Vi har haft det lidt hårdt i forhold til det, da de selvfølgelig var glade for at skulle hjem til deres familier igen, og vi skulle bare blive her…ja, længe endnu, men det hjalp da de kom af sted og vi igen kunne se fremad og selvfølgelig nyde det sidste af tiden hernede.