Så gik den anden uge i det afrikanske. På sygehuset har vi været på opvågningsafdelingen, det var været en hård uge. Vi har set en del børn blive opereret, det er hvad det er, det der er hårdt er at der ikke er nogen forældre som kommer ind til dem når de er vågnet op, trøster dem når de græder og står ved deres side så de er trygge. Et eksempel har gjort særligt indtryk på os. En 2årig dreng var blevet opereret i hjernen, fordi han havde for meget væske (interkranielt tryk) pga. underernæring, fidusen var at man drænerede fra hjernen ned til peritonerium (bughulen) og derfra kunne tømme det ud (ascites væske). Da han vågnede var han tydeligvis skræmt, han græd lidt og faldt så hen igen. Hans puls og saturation svingede op og ned, og han så bestemt efter vores kliniske blik dårlig ud. Vi stod alle 3 skiftevis ved hans side. Da han var nogenlunde vågen ringede sygeplejersken til stamafdelingen og han forsvandt fra os. Det er en forfærdelig skæbne den lille dreng har, vi håber han klarer den, at der er nogle som tager sig af ham, så han forhåbentlig kan få et godt liv.
Vi Oplevede flere episoder hvor patienterne lå og havde ondt efter deres opr. og deres puls var tilsvarende høj, men man gav dem ikke smertestillende, da vi spurgte sygeplejersken hvorfor, var hans svar, at man ikke kan gå igennem en opr. uden at have ondt, det blev vi hurtigt enige om at det bestemt ikke er det vi oplever i DK.
Den sidste dag vi var der, oplevede vi en mand som fik hjertestop. Det skete inde på opr. stuen da de lagde ham i anæstesi, da de ikke havde noget ilt på de stuer, kom de kørende med ham ude på gangen og ind på opvågningen. De arbejde længe med ham, de stod 20 mennesker inde på stuen, den ene gik mere i vejen end den anden. En hentede defebrilatoren, men der var umiddelbart ingen der vidste hvordan den skulle bruges, tingene gik meget langsomt og man havde bestemt lyst til at gøre noget, det var meget frustrerende. I Dk ringer man med det samme og melder stop og inden man får set sig om, står hele styrken der, her måtte de klare sig selv. Det lykkedes dem dog at få gang i ham igen, det var meget tvivlsomt om han overlevede, han havde meget dårligt hjerte, som ikke kunne klare at blive lagt i anæstesi, men man måtte åbenbart prøve, da han havde brækket hoften, det der i DK hedder at blive opr. på total indikation.
Vores fritid bruges ved poolen og bare det at få handlet ind er en sag for sig selv, det tager sin tid, men vi har jo også tiden til det. Stine og Jeg går hjem fra Katutura hospitalet, Henriette var med de første par dage, men hun døjer med varmen, så hun bliver kørt hjem og løber så med om aftenen i stedet for.
I dag (Søndag d. 5/9) har vi været ude på en game farm, sammen med Anette Forsingdal en dansk dame som bor hernede og arbejder for unicef. Vi har set massere af dyr, bavianer og vortesvin som løb over vejen som haren gør i DK, og geparder og leoparder har vi set blive fodret, de var vel 3 meter fra os, det var helt vidt og super spændende. Nu glæder vi os endnu mere til at vi skal på ture i nogle af weekenderne og opleve flere dyr og flere spændende ting.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar