Nu går turen hjemad..

(Indlæg skrevet mandag den 1/11-2010)

Vores sidste uge i Windhoek Namibia har været en blanding af mange ting: glade børn, solbadning, knivstik og fest & farver!!

Vi har været hos Home of Good Hope – eller Monica´s soupkitchen, som det også er kendt som! Da vi ankom, sad der allerede børn klar til mad på små stole.. De var meget ivrige for at sige hej, holde i hånd og pille ved vores hår! Vi hjalp til med at øse mad op og dele det ud – og der blev spist med velbehag! Da gryden var tom, blev den sat på jorden – og så var der praktisk talt tale om slåskamp for at få det sidste mad, som sad op ad kanterne! Bagefter stod den på opvask :) Børnene, som kommer i Home of Good Hope, er virkelig fattige! Huset ligger langt ude i den fattigste del af Katutura – det er faktisk bare et lidt større blikhus! Til eftermiddag kom de større børn – de skulle have mad efter skole! Også denne gang blev der gået til fadet! Efter at have været der er vi virkelig taknemmelige for alt, hvad vi har.. Det er selvfølgelig ikke at sammenligne, da børnene, som bor i det område, er glade! De er virkelig glade – alle sammen! Selvom over halvdelen af dem kommer uden sko, og tøjet hænger i laser – så smilede og grinede de alle sammen..

Da vi kom hjem derfra, var det virkelig tiltrængt med et bad.. For det første var der virkelig, virkelig støvet derude – håndvasken var helt sort, da vi vaskede hænder, og for det andet gravede børnene efter bussemænd, hvorefter de tog en i hånden eller gravede os i håret!! Man skulle ikke være sart – det var vi heller ikke, men vi havde da håndspritten med, så vi kunne bruge den, inden vi skulle drikke eller spise :)

Vi har også kørt ambulance i denne uge.. Vi havde set rigtig meget frem til denne weekend, da det var payday – og der derfor sker en masse vilde ting pga. folks stigende alkoholindtag på denne tid af måneden.. Der var gået et ellers andet rav-ruskende-galt på firebrigaden – der var alt for mange studerende på stationen, så vi blev splittet og sendt til andre stationer! Henriette blev sendt til Mauruelilli Firebrigade, og Mette og jeg blev sendt til Diaz Firebrigade.. Diaz er det sted i hele Windhoek, hvor størstedelen er uddannede – og dermed sagt (ifølge redderne på Diaz) – mennesker der ikke slås!! Og sikke en skuffelse – vi sad og kiggede på hinanden hele aftenen.. Der var ikke et eneste kald på Diaz, kun på de to andre stationer – men det er jo ”part of the job”, som vi snakkede om! Henriette derimod så nogle spændende ting, bl.a. knivstik i hovedet!!

Ellers har vi nydt den sidste uge i det dejlige vejr – for det er virkelig, virkelig dejligt! Vi har været et par gange i Olympic Pool, som er en stor udendørs svømmehal.. Det er rart med lidt afveksling – og derude er der også masser at kigge på!

Ugen har også stået i festens tegn – vi har været ude og danse og feste et par gange – og dermed set Windhoek by Night :)

I dag går turen hjemad – det er helt uforståeligt for os alle tre! Men vi glæder os rigtig meget til at komme hjem til vores familier – og Danmark i det hele taget – om end det har været en hel fantastisk oplevelse for at alle tre at være hernede og opleve, hvad Namibia har at byde på…

uge 9

Vi er begyndt at glæde os meget til at vi skal hjem nu, og vi taler meget om det, men nu er vi bestemt også begyndt at kunne se en ende på det, 1 uge mere i varmen, den skal bestemt nydes.

Denne uge har igen stået i ambulancens tegn. Vi (Henriette og Jeg)har haft aftenvagter 3 dage og dagvagt 1 dag, vi har haft nogle spændende men bestemt også hårde kald. Stine har i mandags også kørt ambulance og ellers været på operationsafdelingen de andre dage.

I tirsdags kørte vi med behandleren, han kørte i sin egen bil, da der kun var basic-reddere på alle ambulancerne, dvs. at vi blev kaldt ud til alle kald, uanset hvilken station der blev kaldt ud fra. Vi var ude til et kald hvor en mand var blevet bidt af en slange. Da vi kom frem var ambulancen begyndt at køre med ham, det er nemlig super vigtigt at man kommer hurtigt på sygehuset og får noget modgift, når sådan noget sker. Han var vågen og klar, på trods af at det var en meget meget farlig slange han var blevet bidt af. De havde slået slangen ihjel og havde den med i ambulancen så den kunne blive identificeret på skadestuen, det var en zebra slange, dens bid kan gøre at alt blodet i kroppen koagulerer (størkner) og det betyder at man dør ret hurtigt. Vi nåede dog med meget høj fart på, at komme på skadestuen. Slangen blev taget med ind, sammen med manden som hurtigt blev behandlet. Der var vildt kaos på hele afdelingen, alle var interesseret i at se slangen, så bahandleren gik gennem det hele og viste den frem, hvilket betød at alle flyttede sig skrigende, ihh, hvor han hyggede sig.

Dagen efter havde vi det kald som har fyldt rigtig meget i denne uge. En mand havde skudt sig selv i hovedet. Han var i live da vi kom ud til stedet og redderne startede behandlingen. Han var ekstrem udad reagerende, så det vi kunne bidrage med var at sidde på hans ben og holde hans hoved samtidig med at støtteventilere, så han kunne få noget ilt. Det gik rigtig stærkt, adrenalinen kørte på os og vi gjorde hvad vi kunne for at hjælpe redderne, ikke mindst med at gøre ambulancen ren bagefter for sikke da hvor den så ud. Vi har talt meget indbyrdes om episoden og ligeledes brugt vores pårørende, og vi er begge okay med det nu.

Sådan et kald er hverdag for redderne hernede, så det påvirkede ikke dem særlig meget, da vi kom tilbage på stationen spurgte alle om det var et nice kald vi havde haft, nice vil vi ikke kalde det, men en oplevelse også fordi manden overlevede.

Vores weekend er gået med en tur til etoscha, verdens største nationalpark. Vi har set løver, elefanter, giraffer, næsehorn, zebra og mange andre spændende og flotte dyr og taget en masse gode billeder som vi glæder os til at vise frem når vi kommer hjem.

Den sidste uge skal gå med at nå alt det vi ikke har nået endnu imens vi har været hernede, vi skal bl.a. ud og feste med brandmændene og se Windhoek bynight, vi skal spise frokost med vores danske kontakt Anette Forsingdal, og så skal vi selvfølgelig køre ambulance igen. Fredag og lørdag aften og nat, det skal vi fordi det er op til d. 1. nov. Og alle får løn, dvs. der er mere kriminalitet hvor folk bl.a. slås og ambulancen har derfor mere og lave. Det ser vi meget frem til at opleve, så endnu en spændende uge går os i møde.

Uge 8

Så er der allerede gået 8 uger. De sidste 2 er lange, og hjemkomst er langt henne i fremtiden. Men set i bagspejlet, er de 8 uger fløjet af sted. Vi har lige pludselig en masse ting vi skal nå, og i starten kunne vi ikke finde på noget. Men det er en dejlig fornemmelse.

Ugen er gået med ambulancekørsel. Det har ikke været de vilde opkald, men vi har alle oplevet lidt. Der har været få kald, max. 3 kald på en dag. I ambulancen er der stort set ingenting. Er medicin er der til astmatikere og diabetikere. Alt andet må behandles på hospitalerne. Ved alle trafikuheld, bliver patienterne kørt til privat hospitalerne, da de der kan opnå den bedste behandling. I andre tilfælde er det Katatura, og somme tider kommer de slet ingen steder, da der ikke er råd til ambulancekørslen. De ambulancer vi kører med, tager ca. 700 N$, og det koster 8 N$ med en taxa. Vi oplevede den ene gang, at en kvindelig redder gav en patient 10 N$ af egen lomme, så han kunne tage en taxa til hospitalet og blive behandlet. Det har været en interessant uge, og vi glæder os til den sidste weekend i denne måned, da har vi vagt fredag og lørdag aften. Der sker altid mere i weekenderne, og specielt omkring d. 1 i måneden, har vi fået fortalt.

Ellers har vi været i Olympia pool, en dejlig stor udendørs svømmehal. Der var frisk græs omkring det hele, og vi kunne her ligge og nyde solen. Lørdag tog vi ud for at spise på Joe's beerhouse, for at hygge os tre piger. Vi havde en aftale med brandmændene om, at tage os med ud at danse, men de brændte os desværre af. Så vi når nok ikke at opleve nattelivet i Windhoek.

Vi har også alle fået udarbejdet en intern opgave, det har været hårdt arbejde, men nu en dejlig lettende fornemmelse.

Uge 7

I denne uge har vi bl.a. været på skadestuen.  Vi har efterhånden tilbragt mange uger der, så der sker ikke så meget nyt for os. De private mobiltelefoner ringer, og der bliver ”sprittet” af med sterilt vand inden blodprøvetagning. Vi fulgtes med en vældig rar læge, som ikke er bleg for at tegne og fortælle, hvis der er noget, vi ønsker at vide. Udover skadesstuen har vi været et smut forbi operationsgangen igen. Vi syntes, at vi endnu havde lidt at se, og der var da også en stor operation, som vi fik lov at kigge med på.. Hygiejnen og etikken er det samme, som sidst vi var der.. Dørene står vidt åbne fra operationsstue til operationsstue og sågar ud til gangen, hvor alle vader frem og tilbage! Mobiltelefoner ringer i tide og utide, og kirurgen stopper operationen for at besvare hans, da den ringer! Patienten på bordet var en midaldrende mand, som havde en tumor i halsen. Kirurgen var enormt venlig til at forklare alt, hvad vi så. Det var en stor operation, da tumoren lå bagved halsmusklen og de store vener og arterier.. Musklerne lignede jo det, vi ser i bøgerne – man kunne ligefrem se fibrene! Vi så den store halsvene – den er lige så tyk som en pegepind. Og vi så arteria carotis communis – man kunne se, hvordan den pulserede. Vi så nervus phrenicus, som går ned til respirationsmusklerne og nervus vagus, som løber ned til abdomen – ting som vi kun har set i bøgerne! De var virkelig fascinerende – også selv om blodet på et tidspunkt stod ud i en strid stråle – godt at kirurgen bar briller :)

Onsdag var Henriette og Mette en tur på brandstationen for at få introduktionskursus til uge 41, som vi skal tilbringe der. Jeg lå syg, og da pigerne kom hjem onsdag eftermiddag, lagde Mette sig også. Sygdom skulle jo komme før eller siden, men heldigvis for Henriette fik det ikke fat i hende.

Ellers er vores dage gået med en smule shopping og afslapning ved poolen – og opgaveskrivning J

Uge 6 i Namibia

Så er den uge næsten gået som vi har selv frem til siden til kom herned. Den uge hvor vi skulle på vores nr. 2 tur til Swakopmund ude ved vestkysten. Vi skulle lige i praktik mandag og tirsdag, Henriette og (Jeg) Mette var på skadestuen igen og havde aftenvagter, Stine valgte at tage ud på et outreach program, noget lignende hjemmeplejen, det havde været rigtig spændende og hun havde mødt sygeplejersker som ville patienterne og talte med dem. Henriette og Jeg (Mette) mødtes igen med den flinke læge fra sidste uge Kenny hed han, vi fulgte ham. Vi var med til at tilse patienter, hjælpe med at drænere 2 bryst abscesser (bylder), nogle store nogen, hvor de bare væltede ud med puds. Det var begge ammende kvinder. Derudover så vi på en lår absces på en mand med HIV, det var derfor han havde fået den, fordi hans immunforsvar ikke længere fungerede. Jeg (Mette) skulle lægge venflon på ham, han havde ekstrem små vener så jeg vidste ikke rigtig om jeg kunne, men det lykkedes i første forsøg, det var jeg meget stolt af. Jeg vidste ikke på det tidspunkt at han havde HIV/aids og jeg ved egentlig ikke om jeg havde lagt den hvis jeg vidste det inden. Jeg ved at chancen for at det bliver overført hvis jeg stikker mig er meget lille, da virussen ikke lever udenfor blodet, men samtidig er jeg endnu ikke så rutineret at jeg kan være 100 procent sikker på at der ikke sker stikskade, selvom jeg selvfølgelig er meget påpasselig, men nu gjorde jeg det og der skete ingenting.

Onsdag tog vi til Swakopmund, Braam kom og hentede os tidligt, planen var at vi skulle spise frokost dernede 1800meter ned af bakke, ned til vandet. Vi kom kun lige uden for Windhoek da vi ramte grusvejen og den kørte vi så på resten af vejen ca. 425km…puha, det var en lang tur, men flot da landskabet ændrede sig jo længere vi kom ned. Det var helt fantastisk at se vandet igen, men det var så til gengæld også kun 16 grader. Vi har i de 5 dage vi har været af sted frosset helt vildt, så vi har dermed også konstateret at det bliver meget hårdt at komme hjem til kulden i DK igen.

Oplevelserne startede hurtigt efter vi var landet, vi startede med quardbikes i ørkenen, det var en kæmpe oplevelse og så fortsatte oplevelserne lige ind til søndag. Vi har fanget hajer og fået taget billeder med dem på skødet og sat dem ud igen, vi har holdt en slange (fra fangeskab), set en sælkoloni – en lugtende en af slagsen, føj for søren hvor de lugtede af gammelt urin. Vi har badet i en saltsø hvor det var så salt, at man kun kunne flyde, det var fysisk umuligt at svømme brystsvømning, for benene kunne ikke komme under vandet, og Stine har sprunget i faldskærm.

Lørdag var vi på dolphincruise hvor vi oplevede sæler hoppe op i båden, pilikaner der fløj lige ved siden af båden og fik mad og desværre så vi kun få delfiner svømme ved båden. Derefter tog vi ud og red på kameler, også en stor oplevelse. Vi har boet rigtig fint alle dagene, med udsigt ud over vandet.

Søndag gik turen hjem igen med 3 meget trætte piger i bilen, men det har som skrevet været en god tur med mange oplevelser som vi ikke vil være foruden og som vi vil huske resten af livet.

Uge 5 i Namibia

Denne uge har igen stået i skadestuens tegn, vi er blevet helt vilde med at være dernede, fordi vi dernede ser mange forskellige ting, og dårlige patienter. Vi har haft aftenvagt hele ugen, fordi der er mange studerende dernede om dagen, og der derfor ikke er til at komme til, samtidig med at skadestuen er fyldt op med patienter og Katuturas eget personale. Vi er blevet meget enige om at vi rigtig godt kan lide at have aftenvagter, vi kan sove længe og Jeg (Mette), kan nå at løbe inden det bliver for varmt, så det har været en god rytme for os.

Vi har haft en speciel oplevelse som har sat dybe spor i os. Vi står midt på gangen og Jeg (Mette) får kigget over på en seng, hvor efter jeg kigger på Henriette og udbryder: ”ej, jeg tror altså ikke jeg så rigtigt der”, hvorefter Henriette kigger og rigtigt nok, et lille barn med en meget lille krop og et kæmpe hoved på størrelse med en fodbold. Øjnene var helt trukket ind i hovedet -kaldet sunset eyes, det så helt forkert ud.

Vi kunne ikke lade være med at kigge, men havde det også dårligt med bare at stå der, så vi spurgte moderen, en ung mor på 19 år om vi måtte se hendes baby. Det var en dreng, han var 4 mdr. gammel, han var født fuldstændig normalt, men hans hoved var begyndt at vokse lige efter fødslen. Han havde det der kaldes et intra kranielt tryk, man ved ikke hvad det kommer af, men det kan helbredes ved at lægge et dræn fra hjernen og ned til maven, desværre bare ikke i ham den lille fyrs tilfælde. Lægen fortalte at der havde været specialister for at kigge på ham, men hans hoved var så stort nu, at det ikke kunne helbredes, han vil altså på et tidspunkt om kort tid dø af det. Det gjorde rigtig ondt i hjerterne på os, vores frustration var at moderen ikke havde reageret noget før, det var første gang hun var på sygehuset med ham, og der er altså langt fra et normalt 4 mdr. babyhoved og så til en fodboldstørrelse, men hun havde bare accepteret at han så sådan ud, sagde hun.

Vi har i denne uge mødt en ung og flink læge som rigtig gerne vil os, og som vi lærer en masse af, fordi han fortæller os alt hvad han fortager sig. Vi får også lov til at lave lidt for ham, assisterer ham når han bl.a. skal drænere abscesser (bylder), og Jeg (Mette), får også lov til at lægge venflon, det lykkedes næsten hver gang, og øvelse gør mester. Henriette giver intramuskulære injektioner i overarmen hvilket går fantastisk. Vi tager alle imod patienter og måler de vitale værdier, som blodtryk, puls, respiration og temperatur.

Vi har også mødt en paramediciner studerende som lærer os mange gode ting, han taler om morfin når patienterne har mange smerter, hvilket gør at vi står med armene over hovedet og jubler, han vil det bedste for patienterne, gør dem trygge, giver dem et smil og behandler dem som mennesker der har brug for hjælp, det er fantastisk at opleve, ham følger vi en del også, og han kan lide det, unge friske piger som laver lidt gas.

Dagene går hurtigt hernede lige nu, vi er beskæftiget hele tiden, der kommer hele tiden nye studerende i huset, lige nu er vi 17 så der er godt fyldt op. Stine og Jeg (Mette) har valgt at Købe os en luftmadras til poolen, vi skal jo nødig slås om de 5 stol der er og vi vil altså være sikke på, at vi kan nyde solen og varmen når vi har tid til det. Weekenden er gået med afslapning lige præcis ved poolen, og så har vi været ude og spise med de to svenske piger som vi har delt køkken med, fordi de rejser hjem mandag. Vi har haft det lidt hårdt i forhold til det, da de selvfølgelig var glade for at skulle hjem til deres familier igen, og vi skulle bare blive her…ja, længe endnu, men det hjalp da de kom af sted og vi igen kunne se fremad og selvfølgelig nyde det sidste af tiden hernede.  

    

4. uge i Namibia

Så gik der endnu en uge, og den har været præget af barske oplevelser. Vi har denne uge valgt at tage på skadestuen, og hvilken oplevelse. Specielt en situation har været rigtig barsk, og har optaget os meget. Torsdag kl. 11.00 ankommer ambulancen med en hårdt kvæstet mand på 35 år. Han har været ude for at lufte sin motorcykel og er blevet påkørt. Han er ilde tilredt, har brækket højre skinne- og lårbenet samt overarmen. Han bløder fra baghovedet samt øret, og har flere flænger i hovedet. Ansigtet er noget trykket, og han klager højt over smerter. Man vælger at give ham en injektion med voltaren/diclofenac, som undrer os meget i forhold til styrken og virkningsmekanismen. Herefter tilser en læge patienten, og man sender ham til røngten. Man vælger her ikke at køre traume på ham, og vi reflekterer over, hvad der her skal til, før dette vælges. Han kommer bag i køen til røngten, ikke engang her vælger man at handle akut. Vi er noget rystede, og ønsker ikke at se hvordan de vil forflytte ham på røngtenstuen, dels pga. tidligere oplevelser og dels efter den lille mængde smertestillende. En sygeplejerske står og venter sammen med ham, og da han igen græder og giver udtryk for smerter, siger hun at han skal være en mand og ligge stille. Vi kigger på hinanden og er meget foragede. Hun er dog venlig og forklarende, hvilket er et sjældent syn hernede. Da vi går tilbage på skadestuen og venter til han kommer fra røngten, ankommer en ung fyr gående. Han henvender sig til os, og siger at han er blevet røvet. Det viser sig at han har et knivstik i ryggen. Vi går til en sygeplejerske, som siger at han lige må vente, eller at vi kan finde et sted af placere ham. Denne attitude er svær at acceptere, så vi sørger selv for at han kommer hen at side, finder en seng og får målt værdier. Han blev røvet og stukket ned for bare 10 dollars - 8 kr!! Det er helt vanvittigt. Da sygeplejersken senere kommer til, beder hun os om at finde et nyt pas til patienten, da han ikke har medbragt sit, narturligt nok. Vi meddeler at vi ikke er klar over hvor dette kan findes, og at vi gerne vil observere. Vi føler os her ikke kompetente til, at skulle involvere os yderligere. Sygeplejersken bliver meget irriteret og siger at vi skal arbejde, ellers er vi bare i vejen og skal gå. Vi bliver irriterede, men vælger ikke at sige noget, da vi er forberedte på denne attitude hernede. Dog påvirker det os en del, og vi vil forklare situationen for Louise ved næste møde.

Patienten fra røngten kommer tilbage, og billeder viser de førnævnte frakturer, men også fraktur af nakken, dette konstateres 2,5 time efter ankommelse til skadestuen. Dette fører dog ikke til hastig videre behandling, men de påbegynder i stedet at lokalbedøve oven på hovedet, for at sy de rifter der er stoppet med at bløde. Manden bløder fra øret så det drypper, men de prioriterer fortsat at få syret de ikke-blødende rifter. Her stopper vores oplevelse, og vi er noget chokerede og tager det med hjem. Vi kan indtil nu konstatere, at patienterne ikke anses for levende mennesker, og at smertestillende er noget man sparer meget på. Man kan føle man svigter, og man kan føle en kæmpe vrede mod en manglende viden, hvilket vi formoder er årsagen til de dårlige handlinger.

Weekend står på afslapning og hygge igen med Braam og hans familie. Vi er denne gang inviteret med til hans brors farm, og vi oplever et helt andet landskab et det på Braam's farm. Vi hygger og oplever rigtig ulækre ting. Lørdag aften skal vi spise sammen med broderen og hans familie, samt nogle naboer. De laver en kendt og velsmagt ret, i deres øjne! Det er hjerne, øjne, mavedele og klove fra nedlagte dyr. Det koger i flere timer. Braam ved at vi nok ikke er interesseret i dette, og har medbragt lammebøffer som han vil grille, dejligt. Middagen går dog ikke helt godt. Vi har forberedt os, og vi respekterer meget deres vante spise. Men broderen gør det helt umuligt for os at nyde maden, og forsøge at ignorere deres tallerkener. Han vælger inden vi starter, at sidde med et kogt øje og spytter det ud og ind af munden. Derefter trækker han hjernen ud af mavesækken som den er kogt i, og tager det ind i munden mens han nyder det og smasker grundigt. Nej nej nej, det er simpelthen for meget, og selv Braam får for meget. Sikke en oplevelse. Men endnu en dejlig weekend ellers i hyggeligt samvær.

Maternity Section - ”where life starts”..

Så gik endnu en uge, og vi har nu været her i tre uger.. I denne uge stod den på veer, fødsler, skrig og små fingre og tæer på fødeafdelingen – noget vi har set rigtig meget frem til alle tre, da vi elsker små børn! Personalets udseende og fremtoning er den samme, som vi så på ward 7B og the Recovery Room – der bliver læst avis og trykket taster på den private mobil konstant.. Uniformerne er fine, men kvinderne render rundt i høje hæle og mændene i laksko – jeg ville blive sindssyg, hvis jeg skulle lave en forflytning i høje hæle!!

På labour ward (fødeafdelingen) fik vi ikke lov til at gå sammen alle tre, da de mente, at det ville blive for mange studerende i samme rum – så lidt hensyn tog de til de fødende kvinder. Der blev pludselig kaldt på os ude fra gangen, og en sygeplejerske kom og hentede os, da en kvinde var i fødsel. Den unge pige på briksen var blot 19 år gammel, og hun var bange. Jordemoderen og Nefunga, en 2-års sygeplejestuderende, koncentrerede sig kun om selve fødslen – altså det, som foregik mellem benene på patienten – der blev hverken lagt våd klud på panden eller spurgt til eventuelle smerter.. Nefunga skulle klippe kvinden (den sygeplejestuderende skulle klippe!!!), da hun ikke åbnede sig nok – og hun skreg og skreg og skreg: ”HELP ME, HELP ME, HELP ME!” - og de hjalp hende ikke. Hun blev hverken beroliget eller noget. Ud kom dog en sund og rask lille pige, som hurtigt blev vist for moderen, inden hun blev lagt i en lille seng.. Vi er meget forundret over, at der absolut ingen glæde er på fødeafdelingen hernede – hverken fra mødrenes eller personalets side.. Ingen siger tillykke, og det synes som om, at mødrene ikke vil deres børn.

Moderkagen skulle fødes, og der skulle syes en masse, før moderen og barnet blev kørt videre til post-natal-afdelingen (barselsgangen).. Moderen fik en smule lokalbedøvelse, da hun skulle syes, men langt fra nok.. Hun klemte min hånd hårdere end Mette, som er flyskræk, gjorde under start og landing, og hendes tæer borede sig ned i madrassen, hver gang jordemoderen stak nålen gennem hendes hud – det var svært at se på, fordi det var tydeligt, at hun ikke var bedøvet nok. Efter godt en halv time blev den lille pige lagt til brystet, og moderen var totalt ligeglad – hun hverken smilede eller kiggede på sit barn! Faderen til barnet var ikke at se nogen steder på afdelingen. Måske kender den unge kvinde ikke faderen til barnet, hvilket er meget normalt i Namibia, da mange har flere forskellige seksualpartnere! Herudover er det ikke tilladt for mænd/kærester at opholde sig på fødeafdelingen - end ikke som støtte under selve fødslen – og det til trods for, at der på afdelingen hænger plakater på afdelingen med budskab om, at manden skal være en støttende partner! Det er mærkeligt at mændene ikke har adgang, for i DK tager man sig lige så meget af den kommende far, som man gør af den fødende kvinde på briksen..

Da amningen var etableret blev kvinden og barnet kørt til barselsgangen. Da Nefunga sagde farvel til kvinden var hans kommentar ”See you next time!” – det siger lidt om, at de bare vælter børn ud hernede.

Vi ønskede alle tre at se et kejsersnit, så en morgen gik vi en tur på operationsstuen for at sikre os plads til en af dagens planlagte kejsersnit.. Jeg havde forinden ikke set et kejsersnit – kun i TV, men jeg skal love for, at det ikke er det samme at se det i virkeligheden.. Patienten blev lagt i narkose – alt i mens ringer en mobiltelefon med dancemusik som ringetone – meget mærkeligt! Patientens arm falder på et tidspunkt ned af armlænet – ingen reagerer før 10 minutter efter! Lægen kommer ind på operationsstuen iført gummistøvler og ”nytårsbriller” og går straks i gang med at skære. Da der var skåret hul, og lægen prikkede hul på forsterhinden fossede vandet ud – hold da op der var meget. Herefter gik det ellers stærkt med at få den lille baby ud.. Og måden hvorpå det foregår, bør gøre, at en kvinde, som overvejer kejsersnit, overvejer det én gang til.. Der står to mand – en på hver side af briksen – og river i hud og mavemuskler for at gøre plads! Vi håbede inderligt, at de to trak lige hårdt, ellers var patienten endt på gulvet!

Udover alle de sunde og raske børn, som kommer til verden hernede, fik vi også set en lille mand, som ikke klarede den. Han blev født alt for tidligt – lægerne kunne ikke sige noget om hvor meget for tidligt. Det var fuldstændig vanvittigt at se et så lille menneske – han var næsten ikke engang et menneske – han var en smule gennemsigtig som om, at han langt fra var færdigudviklet - og hans hoved var mindre end en knyttet hånd.. Alt i mens der blev arbejdet på at redde den lille dreng, lå den nybagte mor mutters alene.. Ingen reagerer på de følelser, hun måtte have, når hendes nyfødte ikke græder, og læger styrter af sted med ham..

Vi har også været på post-natal-ward i løbet af ugen. Hygiejnen – same, same, same. En sygeplejerske sidder midt på kontoret og smører sine ben ind i fugtighedslotion.. Der er blod på gulvet på en af stuerne, det bliver ikke gjort rent.. En sygeplejerske rendte rundt med lange franske negle – en vanvittig bakteriebombe.. Tankevækkende egentlig da alle de nyfødte på afdelingen var forkølede.. Det kunne måske afhjælpes, hvis man ikke havde lange negle, og hvis man sprittede sine hænder, efter at have haft med et barn at gøre, inden man tager sig af det næste.. Vi så dog noget rigtigt – for første gang siden vi er kommet.. Termometeret blev sprittet af mellem hver måling – og dette til trods for at målingen foregik i armhulen!

En mor til tvillinger trængte til lidt fred og ro for en stund, så vi tog os af morgenbadet af de små. Hernede bader de børnene hver morgen.. Vi har aldrig badet en så lille før – eller givet en så lille ble og tøj på.. Men det gik super fint, og da dette var overstået, faldt børnene i søvn i vores arme – fantastisk!

I forhold til labour ward var der rent faktisk kærlighed i luften mellem mor og barn på post-natal-afdelingen.. Mødrene ville deres børn – det var tydeligt at se! Det var bare den totalt modsatte opfattelse, vi fik på labour ward! Måske skyldes det manglende engagement fra mødrenes side smerter og træthed på fødedagen, men alligevel.. Vil man ikke bare sidde og kigge på ens barn konstant de første timer??!

De helt små skulle vaccineres for at forebygge tuberkulose, som er meget udbredt hernede pga. den høje forekomst af HIV/AIDS.. Jeg husker tydeligt, hvor smertefuld netop denne vaccine var, og de små børn skrålede, da de blev stukket – puha! Vaccination af de små blev varetaget af en 2-års sygeplejestuderende.. Nu ved vi, at tuberkulose skal injiceres meget korrekt, for at den har den ønskede virkning.. I Danmark er det de færreste, som giver denne vaccine, da den er utrolig svær at ligge korrekt – og så er det en sygeplejestuderende, som gør det hernede, og ingen tjekker op på teknikken!!! Den sygeplejestuderende tog samtlige børn på afdelingen – en efter en.. I Danmark forestiller vi os, at man vaccinerer børnene, når de er vågne, i stedet for at vække dem, når de sover trygt og godt..

I denne uge blev det tid til en af de weekender, som vi har set rigtig meget frem til, nemlig en af vores planlagte weekendture. Braam, vores kontakt i Namibia, hentede os fredag over middag for derefter at sætte kursen mod hans farm nordøst for Windhoek – sådan ca. 200km! Vi standsede i udkanten af Windhoek for at købe forsyninger til weekenden, da der fra farmen er 140km til nærmeste by.. Turen til farmen var en oplevelse i sig selv – der var dyr alle vegne. Vi så vortesvin, aber, strudse, kudoer, æsler og giraffer..

Vi ankom til farmen ved 18-tiden – og hold da op sikke et sted - stor pool og dejlig stor seng.. Braam bad os smide taskerne, så vi inden solnedgang kunne nå en ”game drive”, som de kalder det.. Braam ønskede inderligt at vise os girafferne tæt på, men de ville ikke findes.. Selve turen rundt i bushen var fantastisk – og solnedgangen er altså bare ikke som i Danmark – den hernede er den afrikanske sol :) Da vi kom tilbage til farmen, skulle vi lige have lidt ekstra tøj på inden aftensmaden, og da vi tilfældigvis fik kigget ud af vinduet fra værelset, var dyrene lige ude foran. Der er et vandhul rimelig tæt på huset, hvor dyrene kommer for at drikke – særligt i de tidlige morgentimer og til aften.. Det er en fantastisk oase – og dyrene lader ikke til at være skræmt af vores tilstedeværelse, blot vi holder en vis afstand.

Weekenden gik med god mad, rødvin, godt selskab, solbadning og endnu to game drives i bushen.. Det er fantastisk så gæstfrie Braam og hans kone er.. Vi føler, at vi er på hotel – eller endnu bedre end det, for man får vidst ikke samme personlige service på et hotel.. Det skal også nævnes, at vi mødte endnu et medlem af familien, nemlig et vortesvin – magen til Pumpa fra ”Løvernes Konge”, som hver dag kommer til farmen for at få mad.. Vi skyndte os ud med kameraer, og vi fik da også nogle billeder helt tæt på – sikke et dyr, selvom det ”bare” er et vortesvin..

Weekenden har været rigtig god for os. Vi har virkelig fået slappet af og ladet batterierne op, så vi er klar til endnu en uge på Katutura Hospital..

-Stine

Namibia uge 2

Så gik den anden uge i det afrikanske. På sygehuset har vi været på opvågningsafdelingen, det var været en hård uge. Vi har set en del børn blive opereret, det er hvad det er, det der er hårdt er at der ikke er nogen forældre som kommer ind til dem når de er vågnet op, trøster dem når de græder og står ved deres side så de er trygge. Et eksempel har gjort særligt indtryk på os. En 2årig dreng var blevet opereret i hjernen, fordi han havde for meget væske (interkranielt tryk) pga. underernæring, fidusen var at man drænerede fra hjernen ned til peritonerium (bughulen) og derfra kunne tømme det ud (ascites væske). Da han vågnede var han tydeligvis skræmt, han græd lidt og faldt så hen igen. Hans puls og saturation svingede op og ned, og han så bestemt efter vores kliniske blik dårlig ud. Vi stod alle 3 skiftevis ved hans side. Da han var nogenlunde vågen ringede sygeplejersken til stamafdelingen og han forsvandt fra os. Det er en forfærdelig skæbne den lille dreng har, vi håber han klarer den, at der er nogle som tager sig af ham, så han forhåbentlig kan få et godt liv.

Vi Oplevede flere episoder hvor patienterne lå og havde ondt efter deres opr. og deres puls var tilsvarende høj, men man gav dem ikke smertestillende, da vi spurgte sygeplejersken hvorfor, var hans svar, at man ikke kan gå igennem en opr. uden at have ondt, det blev vi hurtigt enige om at det bestemt ikke er det vi oplever i DK.

Den sidste dag vi var der, oplevede vi en mand som fik hjertestop. Det skete inde på opr. stuen da de lagde ham i anæstesi, da de ikke havde noget ilt på de stuer, kom de kørende med ham ude på gangen og ind på opvågningen. De arbejde længe med ham, de stod 20 mennesker inde på stuen, den ene gik mere i vejen end den anden. En hentede defebrilatoren, men der var umiddelbart ingen der vidste hvordan den skulle bruges, tingene gik meget langsomt og man havde bestemt lyst til at gøre noget, det var meget frustrerende. I Dk ringer man med det samme og melder stop og inden man får set sig om, står hele styrken der, her måtte de klare sig selv. Det lykkedes dem dog at få gang i ham igen, det var meget tvivlsomt om han overlevede, han havde meget dårligt hjerte, som ikke kunne klare at blive lagt i anæstesi, men man måtte åbenbart prøve, da han havde brækket hoften, det der i DK hedder at blive opr. på total indikation.

Vores fritid bruges ved poolen og bare det at få handlet ind er en sag for sig selv, det tager sin tid, men vi har jo også tiden til det. Stine og Jeg går hjem fra Katutura hospitalet, Henriette var med de første par dage, men hun døjer med varmen, så hun bliver kørt hjem og løber så med om aftenen i stedet for.

I dag (Søndag d. 5/9) har vi været ude på en game farm, sammen med Anette Forsingdal en dansk dame som bor hernede og arbejder for unicef. Vi har set massere af dyr, bavianer og vortesvin som løb over vejen som haren gør i DK, og geparder og leoparder har vi set blive fodret, de var vel 3 meter fra os, det var helt vidt og super spændende. Nu glæder vi os endnu mere til at vi skal på ture i nogle af weekenderne og opleve flere dyr og flere spændende ting.    

Namibia

Dette er vores nye fællesblog for opholdet som sygeplejestuderende i Namibia, som vi fremover vil lægge indlæg ind på, da den gamle megablog desværre gik ned. Det første indlæg vi lavede på megablog er desværre gået tabt, så vi starter fra uge 2. Håber I vil nyde læsningen.